- træf og ture for autocamper folket

Vin tur til Mosel 2019

Første dag var mandag den 23. september hvor vi alle mødtes i Lösnich.

Kl. 16 var der et kort orienteringsmøde.

Kl. 18 gik alle til vores første besøg ved familien Simon. Her startede ægteparret med at servere et glas champagne, herefter fik vi lidt orientering om stedet, og senere en god middag med rigeligt vin.

Turens anden dag – tirsdag dne 24. september var der fri så vi kunne se lidt på byen, cykle eller gå en tur i omegnen.

Frokosten tog vi ved det fælles langbord, herefter var der nogle der valgte at tage en “morfar” og tænke over tingene.

Bageren kom forbi hver morgen, ligesom den rullende købmand også besøgte stellpladsen.

Turens tredie dag – onsdag den 25. september kunne der ikke soves længe.

Vi skulle gå ca. 1,5 km. for at komme med båden til Bernkastel – Kues.

Det var en fin sejltur på Mosel hvor vi også skulle igennem en sluse inden vi ankom til Bernkastel – Kues.

I denne flotte gamle by havde vi tid på egen hånd til at gå rundt og se denne skønne by, som står som den oprindelig blev bygget. Byen blev skånet under 2. verdenskrig af englænderne. Det kan vi så nyde i dag.

Efter opholdet i byen blev vi afhentet af bus og kørt tilbage til Lösninch.

Turens fjerde dag – torsdag den 26. september, her kunne der heller ikke soves længe!

Der var busudflugt til Luxembourg. Efter programmet skulle vi også besøge Müllertal og se blandt andet vandfald. Men på grund af dårligt vejr var vejen ikke fremkommelig. Istedet besøgte vi byen Echternach.

Bussens chauffør fortalte (på tysk) hvad vi så undervejs. En af gæsterne (Ebba) var så venlig at oversætte til dansk så alle fik noget ud af det chaufføren fortalte. Desværre var vejret ikke med os.

Da vi havde passeret grænsen til Luxembourg kørte vi langs Sauer der er en sideflod til Mosel. Her er Tyskland på den ene side og Luxembourg på den anden.

I byen Echternach fik vi mulighed for at se Basilica of Saint Williboard.
Herfra fortsatte vi mod byen Luxembourg og fik en lille rundfart inden vi stoppede for at spise middagsmad.
Efter spisepausen fik vi igen en lille rundfart på vej ud af byen.

Vi stoppede i byen Wasserbillig for at gøre indkøb inden vi igen vendte hjemad. Her var billig kaffe og chokolade. Det kan sammenlignes med de grænsebutikker vi kender syd for den danske grænse.

Herefter kørte vi til Lösnich.

Turens femte dag – fredag den 27. september.

I dag klokken 17 starter byens vinfest. Efter programmet skulle det starte med at kåre en vinprinsesse – men byen vinbønder kan ikke blive enige om tingene, så der er ikke blevet kåret nogen i år.
Istedet gik vi alle til Gebrüder Simon og fik et glas vin på camperture.dk’s regning.

Kl. 19 var der stegt pattegris til dem der var interesseret. Herefter startede musiken og der var mulighed for at komme ud at danse.

Turens sjette dag – lørdag den 28. september.

Udover at turen har en fødselar, så fortsætter vinfesten i dag.

Det summer af liv, folk cykler, går ture, samler valnødder, tømmer tanke, fylder tanke, læsser cykler osv. til når turen er slut søndag kan der køres videre – nogen hjem, andre på nye oplevelser.

Dagen bliver afsluttet med et stort og flot fyrværkeri.

Mosel, oktober 2019.